-
Derfor Forelsker Du Dig Aldrig i Den Forkerte. Boganbefaling.
“Derfor forelsker du dig aldrig i den forkerte. Om hvorfor vejen til det liv, du længes efter, altid går igennem jeres mest fastlåste konflikter” af Jytte Vikkelsøe er en klog og indsigtsfuld bog om hvad der sker, når vi forelsker os, og hvordan kærlighedsrelationen på den ene side kan være dybt smertefuld, fordi den , men på den anden side kan være en vej til stor indsigt i sig selv, hvis man tør.
Med dybdepsykologisk udgangspunkt fører Jytte Vikkelsøe, som er socialpsykolog og parterapeut, os gennem mange forskellige case-eksempler med par, som hun har mødt som sit virke som parterapeut. Hun beskriver, hvilke dynamikker de indgår i, og hvilke skjulte sider i dem selv og den anden, som indvirker på deres parforhold. Mange vil kunne nikke genkendende til de mønstre, som parrene indgår i.
Jytte Vikkelsøe præsenterer os blandt andet for begreber som forløseren og krænkeren – aspekter i den anden, som altid må være til stede, for at vi forelsker os. Hun forklarer, hvordan den anden person, vi elsker, kan være en mytisk person. Dvs. en person, som kan åbne op for aflukkede og livgivende sider i os selv, som vi i vores opvækst af forskellige grunde blev nødt til at lukke ned for. Det er dét, vi først oplever, når vi er forelskede. Vi føler os som hele, vi sprudler, og vi ses af den elskede som den, vi virkelig er. Forelskelsen varer dog aldrig evigt – det er en gave, som er gratis.
Når hverdagen og skyggesiderne begynder at vise sig, opstår der ofte knas i parforholdet, og man føler sig fastlåst i reaktioner og følelser, som det er svært at komme ud af, og som nogle gange endda gør, at parforholdet langsomt dør og afsluttes. Parret befinder sig her i den mytiske hårdknude, som er Jytte Vikkelsøes begreb om den fastgroede situation, som så mange i starten forelskede par til sidst ender i, og som de søger hjælp til at få løst.
En klog, spændende og indsigtsgivende bog om kærlighedens væsen, forelskelsen og muligheden for at åbne op for livgivende sider i dig selv, hvis du tør se på de sår, som aktiveres hos dig i dit parforholds konflikter. Den kan læses igen og igen, og også bruges som opslagsværk.
Af lignende bøger kan jeg anbefale Honeymoon-effekten af Bruce Lipton, som er en populærvidenskabelig beskrivelse og forklaring af forelskelse og kærlighed. Desuden vil jeg til jer, der kan lide skønlitteratur, anbefale en af de smukkeste skildringer af svimlende forelskelse, nemlig Kaj Munks Af et overfladisk, gejstligt Menneskes Papirer.
Rigtig god læselyst.